Den portugisiske ø Madeira ligger i Atlanterhavet og byder på noget af det smukkeste natur i verden. Med komfortabelt vejr hele året rundt er Madeira det perfekte rejsemål, når du har brug for en oplevelse udover det sædvanlige.
Fra Danmark kan du ofte flyve direkte til Madeira uden at skulle betale en formue. Derfor er det blevet en destination, som mange har taget til sig.
Et udbredt spørgsmål er selvfølgelig hvor man skal bo på Madeira. Øen har nemlig flere gode destinationer, så det er ikke altid et nemt valg. I denne artikel får du overblikket over de bedste rejsemål på Madeira med mindst én hotelanbefaling i hver by.
Funchal
Funchal er den største by på øen og fungerer som hovedstad, da Madeira er en selvstyrende region i Portugal.
Byen ligger på sydkysten og er det kulturelle centrum for Madeira – næsten halvdelen af hele øens befolkning bor i byen, og faktisk rangerer Funchal som hele Portugals sjettemest befolkede by.
Du finder rigeligt med kulturelle og historiske attraktioner i Funchal. Byen har den gamle portugisiske kolonialarkitektur, historiske kirker, spændende museer, traditionelle vinhuse og restauranter, samt bagerier som netop er noget de er kendte for på Madeira.
Udover de klassiske seværdigheder er der en række moderne attraktioner. Funchal er Cristiano Ronaldos hjemby og hans CR7 Museum ligger netop her. Byen er hjemsted for to professionelle portugisiske fodboldklubber – Marítimo og Nacional – og sport er generelt populært i Funchal.
Ydermere er der masser af shoppingmuligheder: Funchal har flere indkøbscentre og mange forretninger, lige fra internationale luksuskæder til små lokale butikker. Nattelivet er meget aktivt og er både populært blandt lokale og turister. Der er mange golfbaner omkring Funchal, og selvfølgelig også strande. Du får altså en kombination af kultur og natur, hvis du vælger at overnatte i Funchal.
Det mest populære distrikt at overnatte i er ved Lido-promenaden. Her ligger nok den højeste koncentration af luksushoteller i Europa, og lige i nærheden finder vi Formosa-stranden, Forum Madeira-shoppingcenteret, og adskillige fine restauranter og barer.
Det er værd at vide, at Funchal er en kuperet by – langt mere kuperet end andre storbyer. Derfor er det vigtigt at bo centralt, eller i hvert fald i et område med noget aktivitet. Ellers kan der være lang transportid, når du skal rundt mellem attraktionerne.
Hvem bør overnatte i Funchal? Alle rejsende kan overnatte i Funchal og nyde turen. Men særligt dig, der ønsker at opleve Madeiras kultur, og som gerne vil have en god base at udforske øen fra. De fleste turister vælger at overnatte i Funchal, især på den første tur til Madeira.
Luksushotel i Funchal: Belmond Reid’s Palace – Book her
Det mest anerkendte hotel i byen er Belmond Reid’s Palace, som vises i videoen herover. Her er der kæmpestore værelser med de flotteste møbler og en klar udstråling af luksus. Hotellet ligger på en lille klippe og du har udsigt over vandet. Belmond Reid’s Palace har utallige ekstra faciliteter og service i topklasse. Hotellet ligger i det fineste område, hvor der er spisemuligheder og natteliv lige i nærheden. Jeg anser det som det bedste hotel på hele Madeira.
Centralt hotel i Funchal: Pestana Casino Park – Book her
Et andet luksushotel i Funchal er Pestana Casino Park Hotel, og det ligger faktisk lidt dybere inde i centrum end Belmond Reid’s. Samtidig er priserne lidt bedre. Dette hotel har også virkelig flotte værelser, god udsigt, og en fornemmelse af luksus. Der er et casino og en natklub som er integrerede dele af hotellet. Pestana er det ideelle hotel for dig, som gerne vil have ekstra underholdning på byferien.
Billigt hotel i Funchal: Hotel Catedral – Book her
Og som den tredje hotelanbefaling har vi Hotel Catedral. Det er et meget traditionelt hotel, som ligger lige i hjertet af Funchals historiske centrum, lige op af domkirken. Priserne er lave her – de starter som regel omkring 500 kroner pr. overnatning, hvilket bestemt er til at arbejde med. De serverer morgenbuffet hver morgen, og baren i hotellet har nogle af de typiske drinks fra Madeira. Hotellet ligger som sagt i det historiske centrum – der er et minuts gåtur til domkirken, og fem minutter til marinaen. Det er en glimrende mulighed, hvis du vil bo centralt og billigt.
Ponta do Sol
Ponta do Sol er en charmerende lille by som ligger en håndfuld kilometer vest for Funchal. Du vil altså stadig befinde dig på den herlige sydkyst, og Ponta del Sol er faktisk det sted på Madeira, hvor der gennemsnitligt er flest solskinstimer.
Byen blev grundlagt tilbage i 1425 og er utrolig smuk. Der er nogle traditionelle huse i forskellige farver, fire forskellige strande, samt bjerge og vandfald inden for en fornuftig afstand. Paul da Serra, øens højeste bjergplateau, ligger ikke ret langt væk fra Ponta do Sol. Dermed er Ponta faktisk en fin base at have på Madeira, for du kan nemt tage videre rundt, og der er levadaer hvor du kan vandre.
Ponta do Sol er opdelt i tre sogn, og et af dem (Canhas) er kendt for sine historiske monumenter, som er dedikeret til de portugisiske helgene. Kirken Nossa Senhora da Luz er et kulturelt højdepunkt i byen. Den årlige filmfestival som afholdes i foråret er også ret interessant.
Der er rigeligt med hoteller og ferielejligheder i Ponta do Sol, og priserne er ganske fine. Det er ikke den billigste by på Madeira, men priserne er bedre end i de finere områder af Funchal. Mange af dem, som vælger at overnatte i Ponta do Sol, er dem som gerne vil bo i en flot lille by uden for meget larm og besvær. Det hele er nemlig meget idyllisk, og alting foregår i et lidt lavere tempo end i Funchal.
Hvem bør overnatte i Ponta do Sol? Dig der ønsker en rolig ferie i flotte omgivelser. Der er masser af solskin i Ponta, og det er en god base. Samtidig er det et utrolig autentisk sted, og du kan altid køre ind til storbyen Funchal som aldrig er langt væk.
Bedste hotel i Ponta do Sol: 1905 Zino’s Palace – Book her
Denne flotte bygning er hjemsted for byens bedste hotel. Du kan få dig en uforglemmelig oplevelse hos Zino’s Palace, for hotellet ligger et roligt men centralt sted, hvor der er traditionelle værelser med store senge og en eminent udsigt over havet. Hotellet har også rigeligt med plads udendørs, hvor der blandt andet serveres mad og drikke, og her kan man virkelig sidde og nyde tilværelsen. Service er i øvrigt helt i top.
Santa Cruz
Den næstmest befolkede kommune på Madeira hedder Santa Cruz. Det er i denne by, at lufthavnen ligger, så langt de fleste turister kommer faktisk forbi undervejs.
Oprindeligt blev Santa Cruz grundlagt som en lille fiskerby. Den ligger på sydøstkysten lige ud til havet. Fiskeri er stadig en vigtig industri, men nu har turismen selvfølgelig taget førstepladsen.
Santa Cruz har en del at tilbyde, og det er et af de bedste steder at bo på Madeira for familier og alle som rejser med børn. Først og fremmest er man nemlig tæt på lufthavnen, så der er ikke lang køretid efter landing. Samtidig er der underholdningsmuligheder for alle: Både strand, vandparken der hedder Aquaparque Madeira, et gokartcenter, et sted hvor man kan sætte sig og se alle flyene der kommer ind, samt en yacht klub og flere forskellige golfbaner.
Kulturelt er Santa Cruz kendt for sin arkitektur, da næsten alle husene er hvide og har terracotta-farvede tag. De smalle brostensbelagte gader i centrum gør det også til en romantisk by. Palmestranden ved kysten er rigtig flot. Det er ikke just en sandstrand, da der er for mange sten, men det er et herligt sted at sidde og nyde vejret.
Santa Cruz ligger lige i underkanten af 30 minutters kørsel væk fra hovedbyen Funchal.
Hvem bør overnatte i Santa Cruz? Det er en god by for familier, netop på grund af beliggenheden i nærheden af lufthavn og færgeterminal, samt på grund af attraktionerne i kommunen. Desuden et fint sted at overnatte den første nat, hvis du ankommer sent med flyet.
Bedste hotel i Santa Cruz: Village Hotel – Book her
Santa Cruz Village Hotel er et firestjernet hotel med ret fornuftige priser. Det er et familievenligt hotel, hvor der kan flyttes ekstra senge ind i et rum, hvis der er behov for det. Værelserne er ret store. Hotellet har sin egen pool, samt en restaurant på stedet. Der er god service, og personalet hjælper gerne med at arrangere aktiviteter og give råd. Morgenmaden er bedre end andre steder, da man selv kan bestille morgenretter, udover bare at få buffet. Hotellets beliggenhed er ideel, hvis du gerne vil overnatte i Santa Cruz.
Machico
Et yderst populært turistresort på øen er Machico, som har udviklet sig til en af de primære destinationer for turister. Det skyldes især de flotte omgivelser: Byen ligger på østkysten ud til vandet, men fortsætter nogle kilometer ind i landet og de fleste bebyggelser ligger i en dal.
Machico er naboby til Santa Cruz og ligger lige nord for lufthavnen. Fra stranden i Machico kan man se lufthavnen, så den er tæt på, og det gør transporten ganske praktisk.
Udover naturen er der mange som besøger Machico på grund af historien: Det var det sted på øen, hvor de første portugisiske opdagelsesrejsende gik på land. Der er et mindesmærke i byen, hvor der står, at de gik på land. Derfor dateres de ældste bygninger i Machico også helt tilbage til det tidlige 15. århundrede. Der skulle dog gå nogle år før Machico fik status som by, men det skete senere i samme århundrede, og her begyndte bebyggelsen af kirkerne. Du bør blandt andet se Nossa Senhora da Conceição som er den ældste i byen, og den gotiske Igreja Matriz de Machico.
Hvem bør overnatte i Machico? Dig der godt kan lide flotte omgivelser (byen ligger i en grøn dal og går helt ud til vandet) og som interesserer dig for øens historie. Som sagt ligger Machico også tæt på lufthavnen, hvilket kan være et plus for nogle.
Bedste hotel i Machico: Dom Pedro Madeira – Book her
Det klart bedste hotel i byen er Dom Pedro Madeira. Det ligger lige ved stranden og hotellet har i øvrigt også sin egen private pool for gæsterne. Værelserne er rummelige, fællesområderne er utroligt veldesignede, og der er en suveræn udsigt fra dette hotel. Priserne er fornuftige, endda også i højsæsonen, så det er klart den bedste mulighed i Machico.
Calheta
Og nu skal vi så til den vestlige del af Madeira, hvor vi finder Calheta som også er en utrolig populær destination. Selvom den ligger på den anden side af øen end hvor Machico hvor de opdagelsesrejsende gik i land, så var Calheta en af de første bebyggelser efter opdagelsen af Madeira. Byen blev grundlagt i 1430 og modtog bystatus i 1502.
Calheta var først en fiskerby, men senere begyndte man at kultivere bananer og rørsukker. Siden hen er den blevet et turistresort, men mange af de traditionelle attraktioner eksisterer stadig: For eksempel den gamle kirke og sukkermøllen som ligger lige ved hinanden.
Oprindeligt var der en meget rå kyst ved Calheta, men man har bygget en kunstig strand som er virkelig nydelig. Sandet er bragt ind udefra, stenene er fjernet, og ved siden af har man bygget en marina. Der er to strandsektioner som ligger lige over for hinanden og som giver adgang til det blå badevand. Denne strand er et stort tiltrækningspunkt, men glem heller ikke den flotte natur i nærheden – der er store, dramatiske klipper og naturlige vandfald tæt på byen.
Det er den perfekte Madeira-destination for dig som allerede har oplevet Funchal og de primære destinationer. Det er et af de steder, hvor der er flest hoteller på Madeira, og det egner sig godt til dem som ønsker en charterferie med luksus og komfort.
Bedste hotel i Calheta: Calheta Beach Savoy Signature – Book her
Dette hotel ligger lige ved den moderne strand, og her er der rigeligt med komfort. Det er et all-inclusive hotel hvor du kan få two daglige restaurantmåltider og ubegrænsede drikkevarer med i din reservation. Et virkelig lækkert strandhotel hvor man virkelig kan slappe af. Du kan enten bo der gennem hele turen, eller bare booke et par overnatninger de sidste dage på ferien for at stresse af inden hjemrejse.
Jardim do Mar
Jardim do Mar ligger i Calheta kommune og er det mest populære sted at overnatte på Madeira for surfere.
Det skyldes at bølgerne ud for Jardim do Mars kyst bliver virkeligt høje om vinteren. Det bør dog siges, at Jardim do Mar mest er for de erfarne surfere og ikke for begyndere. Det kræver nogle færdigheder at surfe der. Flere internationale turneringer og events er blevet afholdt dette sted, og det siger bare lidt om hvor betydningsfuldt Jardim do Mar er inden for surfing.
Hvis du ikke er surfer, men blot ønsker en rolig ferie i flotte omgivelser og med livligt vand, så kan du også fint overnatte der. Der er en central strand som hedder Praia do Jardim do Mar, og her er der en flot promenade. Der er også gode restauranter i nærheden. De fokuserer selvfølgelig mest på fiskeretter, men du kan få lidt af hvert. Også lækre drikkevarer.
Bedste hotel i Jardim do Mar: Tarmar Place – Book her
Et forholdsvis simpelt, men ret komfortabelt hotel nær kysten i Jardim do Mar.
Det er et populært overnatningssted blandt surfere, men alle typer rejsende kan overnatte der. Der er nemlig rolige omgivelser, fine store værelser, og mulighed for selv at vælge om du ønsker udsigt til havet eller bjergene. Tamar Place er ikke det billigste overnatningssted i byen, men det er pengene værd, da du får mere service og kvalitet end hos de andre steder i byen.
Porto Moniz
Hvis du spørger: Hvor skal man bo på Madeira, hvis man gerne vil være på den nordlige del af øen? Så vil svaret ofte være i Porto Moniz.
Det var længe en by, som var isoleret fra de andre dele af øen, og som var afhængig af fiskeri. Men det har ændret sig takket være den moderne infrastruktur, og nu er det super nemt at komme til og fra Porto Moniz.
Byen er utrolig populær blandt lokale fra hele Madeira, samt blandt turister. Det skyldes at man kan bade og svømme i de termisk opvarmede bassiner, også kendt som ‘lava pools’.
Derudover er Porto Moniz et populært sted at overnatte blandt rejsende som gerne vil vandre og gå på hiking. Nogle af de bedste levadaer ligger i nærheden. Der er korte, centrale vandreruter i byen, men de helt store ligger lidt sydpå. Her finder vi Levada da Ribeira da Janela, en af de bedste levadaer på Madeira, men som også er en lidt udfordrende vandrerute.
Aquário da Madeira, øens aquarium, er lidt alternativt og ligger nordøst på. Klart et sted der bør opleves. Udover det er der ikke så meget kultur at opleve i byen, men der er masser af natur, og hvis du er naturglad er det et af de bedste steder at overnatte på Madeira.
Bedste hotel i Porto Moniz: Aqua Natura Madeira – Book her
Det mest populære hotel i byen er Aqua Natural Madeiran som ligger lige ved kysten. Du kan træde lige uden for hotellet og bade i Atlanterhavet. Alle værelser har en god udsigt og fornuftig komfort. Mange vandrere overnatter her, inden de drager syd på mod levadaerne. Hotellets restaurant serverer mad 24/7 da der altid kommer sultne gæster tilbage igen. Et perfekt hotel til dig, der vil ud at vandre og have Porto Moniz som den primære base – men også for dig som bare ønsker en luksusferie nær havet.
São Vicente
En anden vigtig by på nordkysten er São Vicente. Igen føles man lidt isoleret, netop fordi byen er langt væk fra de største beboelsesområder på Madeira. Samtidig er naturen virkelig dramatisk i São Vicente.
Den ligger ud til vandet, men bjerge og klipper omringer byen. De stejle klipper ud til havet giver en vanvittig kontrast. Selve byen ligger primært i en grøn dal. Den største turistattraktion i São Vicente er grotterne. De blev dannet da der engang var et vulkanisk udbrud ved Paul da Serra. Grotterne blev opdaget i 1885 og åbnet for offentligheden i 1996. Der er kun én indgang, og grotterne går en hel kilometer ind.
Derudover er der interessant arkitektur i São Vicente. Særligt i centrum nær kirken, hvor alle bygningerne har samme stil – hvide huse og røde tag. I nærheden af São Vicente kan du også tage på vandreture i svært terræn, hvilket tiltaler aktive rejsende.
Generelt vil jeg anbefale at tilbringe nogle få dage i São Vicente, men ikke hele ferien. Man kan opleve det meste på en dag eller to. Dog er det et rigtigt flot sted, og der er også adskillige overnatningsmuligheder til rådighed – både hoteller og små B&Bs.
Bedste hotel i São Vicente: Estalagem do Vale – Book her
Dette hotel ligger ikke ude ved kysten, men derimod inde i dalen. Omgivelserne er utroligt smukke – der er grønt hele vejen rundt, og flot arkitektur. Hotellet ligger i en gammel herregård som blev renoveret og gjort til overnatningssted for turister.
Der er wellness og adskillige faciliteter på hotellet, og man kan også tilbringe tid udendørs i fællesområderne. Det er overraskende billigt at bo hos Estalagem do Vale. For dig som vil besøge grotterne (eller tage ud at vandre) er det et godt hotel, da det ligger længere inde i landet end de andre São Vicente hoteller, som primært ligger ved kysten.
Gode tips til rejsen
Inden vi runder af på hvor man skal bo på Madeira er det oplagt at give lidt generelle informationer, så du er velforberedt.
Vejret er generelt dejligt på Madeira. Om sommeren er der typisk omkring 25 grader og om vinteren er der gennemsnitligt omkring 18 grader. Så der er behageligt vejr hele året rundt. Nogle gange kan det selvfølgelig regne, da vejrforhold altid kan skifte, men det er stadig noget af det bedste vejr vi finder inden for EU.
Madeira er en del af Portugal, og kulturen er også europæisk da det er portugisere, der har bosat sig på øen. Men selve naturen er ret anderledes end det vi er vante til i Europa. Mange siger, at Madeira kan minde om naturen på New Zealand, blot i et lidt mindre størrelsesforhold.
Sproget der tales på Madeira er portugisisk, men man klarer sig fint med engelsk. Billeje kan anbefales, hvis du vil rundt og se de forskellige steder på øen, men der går også busser rundt. Rigtigt mange turister tager til Madeira for at vandre, men du slipper dog ikke for øvrige transportmidler, i hvert fald ikke hvis du skal rundt mellem byerne. Der er generelt en god turistinfrastruktur, da myndighederne på Madeira og de lokale virksomheder har investeret heftigt i den.
Hele øen har en befolkning på cirka en kvart million, men der kommer langt flere turister end befolkningens egen størrelse, så der er altid masser af aktivitet. Hovedbyen Funchal er centrum for kultur, underholdning og handel. Her er der altid gang i den. Resten af øen byder på fred og ro.
Hvis du skal ud at vandre på Madeira, så pak den rette beklædning og i særdeleshed noget godt fodtøj. Hvis du skal bade og på stranden, så husk også at pakke det rette badetøj. Glemmer du noget derhjemme, så er der selvfølgelig mulighed for at købe det ved ankomst. Mange butikker på Madeira sælger for eksempel vandreudstyr og badetøj.
Højsæsonen er fra april til oktober. Her er der flest turister, og her er vejret varmest. Men vejret er også glimrende resten af året, og priserne kan være billigere. Du kan, med andre ord, tage til Madeira på ethvert tidspunkt af året og få en nydelig ferie. Hvis du som dansker savner at få sol om vinteren, er det oplagt at tage til Madeira i december, januar eller februar. Her er vejret ganske udmærket, og man kan nemt få sol. Der er en kæmpe nytårsfest hvert år i Funchal, så du kan overveje at holde nytår på øen!
Det var hermed en guide der kan hjælpe med at afgøre, hvor du skal overnatte på Madeira. Hvis du har spørgsmål eller tilføjelser, så er kommentarsektionen åben herunder. Hav en rigtig god rejse til Madeira!