Sintra er en af Portugals mest mystiske byer. Mange besøger Sintra på en dagstur fra Lissabon, da der kun er en 30-40 minutters togtur imellem. Men hvad skal man se i Sintra? Og bør man tilbringe mere end en enkelt dag?
Her får du en grundlæggende guide til Sintra med et overblik over fakta, seværdigheder, overnatningsmuligheder og transport til og fra byen.
Generelt om Sintra
Sintra ligger omkring 30 kilometer vest for Lissabon, ikke langt fra Atlanterhavskysten. Området er meget kuperet og har konstant skiftende vejrforhold. Nogle gange er der høj solskin, andre gange regner det. Generelt er Sintra kendt for den store tåge, der ofte omgiver byen og bakkerne.
Det er en by, der altid har haft meget mystik omkring sig, og der er mange mytiske historier om Sintra. Nationalforfatteren Luís de Camões skrev, at Sintra-bjergene var styret af vandnymfer. Scener fra filmen The Ninth Gate med Johnny Depp blev filmet i Sintra.
Området har været beboet siden i hvert fald det 4. århundrede f.Kr. Romerne lavede nogle enkelte bygninger, men det var først under Maurerne at der for alvor blev gjort noget ud af Sintra. De byggede en stor borg på en af byens bakketopper, og det er stadig en af de primære attraktioner den dag i dag.
Efter den iberiske reconquista begyndte de portugisiske konger at bygge. Sintra-paladset var længe kongefamiliens sommerresidens. Og i starten af 1900-tallet var Sintra et vigtigt rejsemål for Europas aristokrater. Rigmanden Carvalho Monteiro boede i Quinta da Regaleira, det store og mystiske palads med frimurerassociationer og en ikonisk brønd.
Sintra har nu udviklet sig til et mere alsidigt rejsemål, der især henvender sig til kulturelt interesserede rejsende. Byen har et hav af ikoniske bygninger, paladser og monumenter. Naturen i området er også smuk, og føles betragteligt anderledes end når du går rundt i storbyen Lissabon, som ellers ligger ufatteligt tæt på.
Seværdigheder i Sintra
Her er en liste over de vigtigste seværdigheder du skal opleve i Sintra:
- Castelo dos Mouros – Maurernes slot
- Quinta da Regaleira – Den ikoniske residens med brønden
- Pena-paladset
- Nationalpaladset
- Queluz-paladset
- Monserrate-parken
- Capuchos-klosteret
Paladserne og de øvrige attraktioner er godt spredt ud. Det et reelt ikke en mulighed at gå rundt mellem attraktionerne i Sintra.
Så jeg anbefaler meget stærkt at booke en privat guidet tour, hvor I bliver kørt rundt i bil/minibus og med en guide, der fortæller om byen undervejs. Det betaler sig helt klart, og det er en god oplevelse.
En guidet tour fra Lissabon til Sintra, som inkluderer besøg til Quinta da Regaleira og Pena-paladset samt halvanden times frokostpause, kan reserveres online til godt 700 kroner pr. person. Gå til booking her.
Ellers er det muligt at tage toget på egen hånd til Sintra, og ved ankomst i byen henvende sig til en tourguide og blive kørt privat rundt i bil. Prisen er ofte 750-1000 kroner samlet for en hel gruppe på 3-4 personer, men indgangsbilletter til seværdighederne er i så fald ikke inkluderet.
Mange guidede tours, som dækker Sintra, kommer også forbi Cabo da Roca og Cascais, som er to andre nærliggende destinationer.
Hvis du rejser på budget, så er der en offentlig turistbus (nummer 434) i Sintra, der kører rundt mellem attraktionerne hele dagen lang. En enkeltbillet, dvs. du står på og af én gang, koster lidt over 4 euro. Det er bedre at købe en 24-timers billet som lader dig køre ubegrænset med bussen i et døgn, og det koster 15 euro. Der kan du stå af og på ved hver enkelt attraktion. Vær dog opmærksom på, at der ofte er rigtigt mange turister med bussen, især i højsæsonen. Det kan godt være lidt irriterende, så derfor anbefaler jeg mest af alt at købe adgang til en privat tour i Sintra.
Overnatning i Sintra
De fleste overnatter i Lissabon og tager dagsture ind til Sintra, når de vil opleve byen.
Men hvis du ikke er så meget til storbyer, og simpelthen gerne vil sætte fokus på Sintras historie, seværdigheder og natur, så kan det sagtens betale sig at tage et par overnatninger i byen. Mange af hotellerne er traditionelle, har noget charme, og i øvrigt lavere priser end hotellerne i Lissabon.
Jeg har to anbefalinger, et luksushotel og et almindeligt hotel med god beliggenhed:
Femstjernet hotel i Sintra
Luksushotellet er Sintra Marmoris Palace (få den bedste pris her) som ligger i en flot gammel bygning, med fortryllende værelser og det jeg nok vil kalde verdens bedste udsigt. Der er både indendørs og udendørs pool på stedet, morgenmad er inkluderet, og værelserne har klassiske møbler med en særlig charme. Priserne starter omkring 1.800 kroner pr. nat. Book i god tid, da der ofte er udsolgt flere uger i forvejen.
Centralt hotel i Sintra
Et fint alternativ er det lidt mere moderne Sintra Bliss Hotel (book her) som har en rigtig god beliggenhed. Der er ikke gåafstand til alle seværdigheder i Sintra omegn, men der er gåafstand til både togstationen, nationalpaladset, og byens bedste restauranter. Hotellet har flotte og rene værelser, med god service i receptionen. Så det kan klart anbefales, især til prisen som lyder på cirka 750 kroner pr. nat i lavsæsonen og lidt mere i højsæsonen.
Til og fra Sintra
For at komme til Sintra skal du flyve til Lissabon. Derfra er det muligt at tage taxi direkte ind til Sintra.
Hvis du allerede befinder dig i Lissabon og vil på en dagstur til Sintra, så skal du forbi Lissabons centrale togstation Rossio. Derfra går der tog til Sintra hver time (nogle gange oftere). Billetten er billig, du betaler 50 cent for papirkortet og 2,40€ for at påfylde selve billetten. Der er både automatiske maskiner, samt billetkontor, hvor du kan købe din billet. Turen tager 30 minutter, hvis du er heldig. I myldretiden er det mellem 40 og 60 minutter.
Skal du med offentlig transport fra Lissabons lufthavn og til Sintra, så tager du først metroen fra lufthavnen og ind til Rossio-stationen, og derefter toget (som anvist i beskrivelsen ovenfor) til Sintra. Den samlede rejsetid vil i så fald være cirka halvanden time.
Husk på at der også er guidede tours, der henter dig i Lissabon centrum, tager dig rundt i Sintra og omgivelserne, og derefter kører dig tilbage til Lissabon. Det er langt dyrere, men til gengæld en meget bedre oplevelse end at bruge kollektiv trafik.