Seværdigheder og attraktioner i Lissabon

Attraktioner i LissabonEt besøg i Lissabon bør også være lig med mange oplevelser. Attraktioner er der i hvert fald nok af, og hvis du planlægger en rejse til Lissabon, kan du passende tjekke disse seværdigheder, som regnes blandt de bedste af slagsen.

De 10 bedste attraktioner i Lissabon

Her følger en hurtig oversigt over de bedste attraktioner, som du selv hurtigt kan skrive ned og benytte som afkrydsningsliste. Hvis du ruller længere ned, vil du kunne læse beskrivelser af hver af dem, samt begrundelse for, hvad der lige præcis gør dem interessante.

  1. Belém tårnet + Padrãos dos Descrobimentos
  2. Jeronimos’ kloster
  3. Elevador de Santa Justa
  4. Sporvogn 28
  5. Castelo de São Jorge (São Jorges slot)
  6. Gulbekians museum
  7. Santa Maria Maior de Lisboa (katedral)
  8. Oceanário
  9. Praça do Comercio / Terreiro do Paço
  10. Estádio de Luz

Tag et billede af skærmen, notér disse attraktioner i Lissabon på et stykke papir, eller print hele artiklen ud. På den måde glemmer du dem ikke. Det er 10 seværdigheder, der helst skal opleves på en Lissabon-tur. Hvis ikke alle, så i det mindste nogle stykker af dem. Med tre dage eller mere i byen er det dog nemt at få dem alle at se.

Lad os gå lidt i dybden med hver af dem. Til sidst får du i øvrigt lidt flere forslag, såfremt du ender med at have mere tid i Lissabon end forventet.

Belém tårnet + Padrãos dos Descrobimentos

I den sydvestlige del af Lissabon, stadig inden for bygrænsen, finder vi Belém. Her er der et vidunderligt tårn, som er symbol på Portugals fremragende fortid.

Oprindeligt var Belém-tårnet en militærpost, hvor man kunne holde udkig ud mod havet. Det var dog også et sted, hvor mange opdagelsesrejsende ville tilbringe deres sidste nat inden de drog af sted mod Brasilien, Indien og Afrika.

I dag “bruges” tårnet som sådan ikke rent praktisk, men det er en fremragende seværdighed, som virkelig forbløffer én, når man står over for den. Et billede af tårnet er et must. Desuden er en gåtur i dette område fantastisk, da der er masser af monumenter og attraktioner lige i nærheden.

Når du ser Belém tårnet, bør du også se det såkaldte Padrãos dos Descrobimentos, der ligger på meget kort afstand. Det er endnu et monument, og her er der skulptur af de mest kendte portugisiske opdagelsesrejsende. Dette er også indgangen til et tårn, hvor du kan komme op og få et udsyn over hele byen, om end der ikke er ret meget plads på toppen. Der bliver udleveret foldere med info, hvis du går inden for.

Jeronimos’ kloster

Jeronimos’ kloster er ligeledes et klart symbol på Lissabon. Faktisk et symbol på hele byens, og hele landets fortid. Klosteret ligger i samme område som Belém-tårnet og Padrãos dos Descrobimentos, så når du er i denne sydvestlige del af byen, kan du lige så godt se det hele. Det er i hvert fald her, at mange af de bedste attraktioner i Lissabon ligger.

Det koster penge at komme ind i visse dele af klosteret, mens andre dele er gratis at se. Men selv udefra kan klosteret nydes. Det er enormt stort og smukt fra alle vinkler. Når først du kommer ind er der så god plads, at man sjældent føler sig generet af andre turister, også selvom der er mange – det er nemlig udtryk for, hvor stort stedet egentlig er!

Klosteret har været på UNESCOs verdensarvliste siden 1983 og betragtes af mange som en af de ypperste seværdigheder i hele Portugal. Det kan klart anbefales at se Jeronimos’ kloster. Ingen tvivl om det!

Elevador de Santa Justa

En af de mest berømte seværdigheder i Lissabons midtby er den høje Santa Justa-elevator. I sig selv ser den fortryllende ud. Den står i neo-gotisk arkitektur og er faktisk lidt af et symbol på byens midtpunkt. Når først man kommer op er der dog endnu en fordel – nemlig en fremragende udsigt udover en stor del af byen.

Elevador de Santa Justa fører dig 45 meter op i luften, hvis du vil helt til tops. Du kan også stå af undervejs – et af elevatorens historiske formål var faktisk som transportmiddel, da Lissabon som bekendt har mange stejle bakker. Dermed var det altså også en måde at komme op til et højere punkt, hvis man ikke var så vild med at gå stejlt opad. Dog koster det i dag penge at benytte elevatoren, men som oplevelse er det altså det hele værd.

Sporvogn 28

Sporvogn nummer 28 er ikonisk i Lissabon, for den har efterhånden kørt utroligt længe. Det er ikke blot en storslået seværdighed, men faktisk også et relevant transportmiddel i hele byens antikke del.

Med nummer 28 kan du rulle igennem nogle af de vigtigste områder, hvilket blandt andet inkluderer den helt centrale del, samt Alfama. Der florerer masser af billeder af sporvognen – Eléctrio #28 på portugisisk – rundt omkring på nettet, for det er i sandhed en unik seværdighed, der både er værd at se og køre med.

Om dagen er den som regel ganske fuld, men fra tid til anden bør det være muligt at komme med. Prisen er det samme som en kort tur i bus eller metro, for sporvognen er jo et funktionelt transportmiddel den dag i dag og ikke en stillestående attraktion i Lissabon. Hvis du rejser uden for sæsonen (oktober til marts) er det altid nemt at komme med. En sen aften i februar 2017 var min ven og jeg endda de eneste, der var med sporvognen på vej til Alfama, hvilket var lidt specielt og overraskende.

Der er mange sporvogne rundt omkring i Lissabon, og selvom de fleste af dem er både smukke og funktionelle, så er en tur i 28’eren det mest specielle.

Castelo de São Jorge (São Jorges slot)

Dette nydelige slot ligger ganske centralt i Lissabon og er nemt at få øje på. Flere steder i byens midtpunkt kan man direkte se slottet, og det er i sandhed en fantastisk seværdighed.

Det er en af de vigtigste bygninger i hele Portugal. I mere end 100 år har det været et såkaldt nationalmonument, og mange portugisere er stolte af det. Du kan komme helt op i nærheden ved at tage en sporvogn op af bakken, eller ved at gå. Det er dog lidt stejlt.

Slottets beliggenhed blev tidligere brugt til at forsvare byen, når fremmede forsøgte at overtage den. Det er også derfor, at der er kanoner på toppen, som peger ud ned mod Lissabons gader. Alt i alt er det en virkelig interessant attraktion i byen, som helst skal opleves på et tidspunkt. Man fortryder i hvert fald ikke at få Castelo de São Jorge at se – det er helt sikkert.

Gulbekians museum

Vi skal selvfølgelig heller ikke uden om noget, der både er kunstnerisk og kulturelt på samme tid. Her er Gulbekian museet perfekt, for det er proppet med kunst. Nogle vurderer det endda som den absolut bedste attraktion i hele Lissabon, så det siger ikke så lidt. Hvis du har interesse i kunst er det et must – og selv hvis ikke, så er det alligevel et helt igennem fremragende sted at besøge.

Gulbekian har alt fra antikke monumenter til moderne kunst, men der er et særligt fokus på det antikke. Der er værker helt tilbage fra oldtidens Egypten og Mesopotamien. Det er altså et perfekt indblik ind i de allerældste kendte civilisationer på jorden. Hvis du tilfældigvis skulle være mere interesseret i middelalderen, renæssancen eller endda nutiden – så skuffer museet heller ikke. Der er igen rigeligt at se, og der er ingen undskyldninger for ikke at overveje et besøg hertil.

Santa Maria Maior de Lisboa (katedral)

Som i de fleste storbyer i katolske lande er der en række vidunderlige kirker og katedraler. Der er lidt snak om, hvilken katedral der er bedst at opleve i Portugal, men mange peger alligevel på Santa Maria Maior de Lisboa, der er unik og populær på samme tid.

Kirken er en blanding af forskellige stilarter. Man kan se en stærk gotisk indflydelse – som ved så mange andre kirker i Portugal – men samtidig indflydelse fra romerne og faktisk også fra det mere moderne Portugal, idet der trods alt er blevet rettet på visse ting i nyere år.

Præcis som med Castelo de São Jorge er der tale om et portugisisk nationalmonument, der har været klassificeret således i mere end 100 år. Aldersmæssigt er denne katedral efterhånden tæt på de 1000, så der sket meget derinde med årene. Udefra er kirken et glimrende syn i sig selv, men man skal selvfølgelig indenfor, hvis den virkelig skal opleves. Kan klart anbefales.

Oceanário

En forholdsvis ny og moderne seværdighed i Lissabon, som dog stadig er blandt de bedste. Det er et kæmpe stort oceanarium i byens østlige del, og det tiltrækker rigtigt mange besøgende hele året rundt. Og det er der rigtig god grund til.

Oceanário de Lisboa er nemlig hjemsted for mange tusinde dyr. Da der kun er tale om fisk og havdyr, er det altså også noget lidt andet end et almindeligt zoo. Der er masser at se, og man kan sagtens bruge en hel dag herinde, da tiden som regel går rigtigt stærkt.

Lissabons oceanarium er størrelsesmæssigt det største i hele Europa. Med andre ord: Det er en super unik attraktion, som er anderledes end alle de andre seværdigheder i Lissabon.

Praça do Comercio / Terreiro do Paço

Dette er den store plads i Lissabon, der ligger i byens sydlige centrale del ud til vandet. På en rejse til Lissabon vil du automatisk komme herhen før eller senere, så måske er det ikke engang nødvendigt at skrive det på oplevelseslisten. Det sker nemlig helt af sig selv for de fleste rejsende, da det er en så vigtig og central del af Lissabon, at man næsten ikke kan undgå at komme hertil.

Der er flere monumenter her i nærheden, og der er også gode caféer og spisesteder lige i nærheden. Hvis vejret er godt, kan du sidde på trappen, der går ud til vandet og tage lidt sol. Det gør de lokale ofte. Ellers er det et glimrende sted at tage billeder. Terreiro do Paço er smukt og virker klassisk portugisisk. Der er metro, bus- og sporvognsforbindelser, så det er nemt at komme fra og til denne plads. Derfor fungerer det hyppigt som mødested. Og ellers er det inden for rigtig kort gåafstand fra mange af de ting og steder, som du alligevel vil skulle opleve på turen, som for eksempel Bairro Alto-området.

Estádio de Luz

Det kæmpe store fodboldstadium, der fungerer som hjemmebane til fodboldklubben Benfica. Estádio de Luz ligger lige i nærheden af shoppingcentret Colombo, og der er en metro lige ved siden af. Det er nemt at komme hertil, og det er et super fint område.

Der er en Benfica-shop ved siden af dette stadium. Den største oplevelse er dog naturligvis at komme ind at se en kamp. Benfica spiller som regel mere end 20 hjemmekampe hvert år, så hvis du er heldig, kan det være, at du kan komme ind at se én af dem. Ellers fungerer Estádio de Luz også ofte som hjemmebane for Portugals landshold. Til tider er der koncerter og arrangementer. Det var i øvrigt her, at EM-finalen i 2004 fandt sted.

Estádio de Luz er massivt. Det var engang en af de største arenaer i verden, med plads til mere end 120.000 tilskuere. Efter den nye åbning er der plads til omkring 70.000, men til gengæld er kvaliteten så også højere. Det er i alle tilfælde et fantastisk sted at tage hen, hvis du besøger Lissabon. Uanset om du er vild med sport eller ej.

Lissabon geografisk set

Lissabon geografisk set

De fleste af de store attraktioner i Lissabon ligger i den centrale del af byen, ca. omkring hvor “Lisboa” står på kortet. Alfama er det gamle distrikt med små snoede veje og gamle huse og lejligheder, samt musik på gaden og lokaltejede forretninger.

Den centrale del af altid meget turistet. Det er her, der foregår mest. Kommer du lidt nordpå vil du opleve flere steder, som turister ikke normalt besøger. For eksempel området, hvor Colombo-centret og Benficas fodboldstadium ligger.

Endnu længere nordpå har vi Amadora, som er en forstadsby til Lissabon, men faktisk også beboet i enormt høje tal. Det ville være en af de største byer i Portugal, hvis ikke den var medregnet som forstad til Lissabon. Dog er det begrænset, hvad der er at opleve her.

Vestpå har vi Belém, hvor flere af de historiske attraktioner findes. Det er et must at tage herud på en Lissabon tur – ganske enkelt. Turen klares med tog, sporvogn, bus og taxi. Dog ikke med metro.

Den østlige del af byen, samtidig lidt nord for Alfama, byder på fine shoppingmuligheder samt moderne attraktioner. Som for eksempel Oceánariet og Vasco da Gama centret. Du kan komme herud med metro.

Længere nordøst har vi lufthavnen, som du formentligt kommer til at benytte. Den er stor, og en metro forbinder den med resten af Lissabon. Dog er der ikke specielt meget at opleve i selve området.

Så hvor er det bedst at holde sig det meste af tiden? Jeg anbefaler byens centrale del, Bairro Alto, eller Alfama. Hvor som helst på Avenida de Liberdade er også fint. Husk at tage til Belém mindst én dag, men det er dog ikke nødvendigt at overnatte her. Generelt er transportmulighederne i Lissabon dog fremragende, så uanset hvor du opholder dig, kan du få alle attraktionerne at se. Det er næsten garanteret.

Et par ekstra seværdigheder i Lissabon

Med ekstra tid i Lissabon kan det være, at du har tid og lyst til at udforske lidt mere end bare det mest essentielle. Tag derfor også forbi følgende attraktioner/seværdigheder/områder, der alle har fantastiske ting at byde på:

  • Kommer snart

Spørgsmål eller kommentarer?

Skriv gerne i kommentarfeltet eller via kontaktformularen her på siden, hvis du har spørgsmål angående seværdigheder i Lissabon og omegn. Det samme er du velkommen til at gøre, hvis du har kommentarer, rettelser eller tilføjelser til noget af det, der er angivet her på siden.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top